MØD TEAMET
Jonas
Mit navn er Jonas, og jeg har været uddannet fysioterapeut siden 2013. Gennem årene har jeg arbejdet på flere private klinikker i København, hvor jeg har specialiseret mig inden for to hovedområder: smertebehandling af kroniske smerteproblematikker og genoptræning af idrætsskader. Jeg har haft æren af at være ansvarlig fysioterapeut for FC Nordsjællands fodboldakademi samt HIK Tennis Klub, hvor jeg har arbejdet tæt med både unge talenter og professionelle atleter.
I dag driver jeg min egen klinik i Valby, hvor jeg primært arbejder med langvarige smerteproblematikker og behandling af hjernerystelser. Jeg har erfaret, hvor invaliderende en hjernerystelse kan være, og jeg tilbyder telefonisk behandlingsforløb for at hjælpe klienter med at komme sig fuldstændigt. Min tilgang til behandling er evidensbaseret og tager udgangspunkt i en helhedsforståelse af kroppen, den såkaldte bio-psyko-sociale model. Jeg arbejder aktivt med mine klienter for at hjælpe dem med at blive smerte- og skadefri gennem en kombination af målrettet træning og samtaler om de faktorer, der kan påvirke deres smerteoplevelse.
Jeg lægger stor vægt på at skabe en tryg og behagelig atmosfære under behandlingerne. For mig er det vigtigt, at mine klienter føler sig velkomne og afslappede, så vi kan arbejde sammen på en måde, der er både professionel og uformel. Hos mig kan du forvente en seriøs og engageret behandling, men altid med plads til humor og et smil.
DEN PERSONLIGE DEL
Jeg har været gift i 10 år og er far til to dejlige børn. Før jeg blev fysioterapeut, drømte jeg om en karriere som skuespiller. Jeg har altid været aktiv, især med fodbold og dans, men i mine tidlige 20’ere opdagede jeg en passion for sang og skuespil, som havde rødder i teatertraditionen fra min familie. Jeg følte, at jeg havde fundet mit kald og kastede mig ind i branchen med både glæde og entusiasme. Men skuespillerverdenen er hård, og efter seks år med store oplevelser, men også stress og pres, nåede jeg til et punkt, hvor jeg ikke kunne mere. Jeg endte med at gå ned med stress og angst, en tid i mit liv, der var ekstremt udfordrende.
Denne periode lærte mig en vigtig lektion: det er afgørende at have nogen at dele sine udfordringer med og ikke stå alene, når livet bliver svært. Da jeg stod overfor spørgsmålet om, hvad jeg så skulle gøre med mit liv, vendte jeg mig mod min anden store passion for idræt. Som fysioterapeut kunne jeg kombinere min interesse for det fysiske med en forståelse for de mentale og menneskelige aspekter af sundhed. Det at kunne hjælpe andre, der har opgivet eller er på nippet til at opgive deres drømme om at være aktive, dyrke deres sport eller blot leve en hverdag uden smerter, har givet mig en dyb tilfredsstillelse. Denne passion for at hjælpe andre brænder stadig i mig den dag i dag, og det er det, der driver mig i mit arbejde.
OBS: Jonas samarbejder med Hjernerystelsesfyssen gennem eget CVR-nummer.
Opdateres…